Restaurering af Barokinteriør i Strandgade 6, København


I 1703 indrettede handelsmanden Abraham Lehn den Ældre (1701-1757) i Strandgade 6 et barokt hus til sig selv og sin familie. I 1857-58 blev huset forhøjet, og dets ydre blev gennemgribende forandret til det senklassicistiske udseende, det har i dag. Inde i den høje stueetage, hvor Forfatterforeningen i dag har til huse, finder man dog stadig et af de fornemste og rigest udstyrede borgerlige interiører i København fra begyndelsen af 1700-tallet. Stueetagen har undgået skiftende tiders moderniseringer og står som et usædvanligt intakt eksempel på et velstående borgerhjem for over 250 år siden. At Tordenskjold har beboet disse rum fra 1719 til sin død i 1720 kan måske være en medvirkende årsag til, at man har opfattet dem med særlig veneration. I den midterste og største sal danner Hendrik Krocks (1671-1738) ovale plafondmaleri, indrammet af et prægtigt barokt stukkatørarbejde i højrelief, med bladramme og blomsterguirlander, udspændt mellem tumlende putti og ørne med udspilede vinger, en enestående kunstnerisk helhed sammen med væglærrederne med bibelske motiver. Disse vægmalerier, med bl.a. Abraham i Mamrelund, kan være arbejder fra Hendrik Krocks værksted. I det tilstødende tofags rum er Krocks plafondmaleri, med jagtens gudinde Diana, omgivet af en mere behersket stukkatur, med fine små årstidssymboliserende medailloner i hjørnerne. Rummets væglærreder er bemalet med jagtscener, som formodes at være fra samme tid som loftsmaleriet. Ejendommen blev fredet i 1918.

Inden konserveringen og restaureringen var interiøret hårdt medtaget af tidens tand. Lokalerne havde i årevis stået slidte med skrammer og afskallet træværk, og væg- og loftsmalerierne var dækket af en gulnet fernis, smudslag og mange skæmmende overmalinger fra tidligere restaureringer. Også detaljeringen i de fornemme stuklofter var sløret af de mange tykke lag kalk og maling. Bygningshistorien blev inden igangsætning af restaureringen undersøgt ved såvel arkivundersøgelse som bygningsarkæologiske undersøgelser, herunder en farvearkæologisk undersøgelse på indsamlede farveprøver fra interiørets bemalede dele. Det var restaureringens målsætning at opsøge en tilstand af interiøret, hvor der opstod en aflæselig forbindelse til de intentioner, der lå bag dets tilblivelse. Samtidig var det grundlæggende, at rummenes billedkunst og arkitektur efter endt restaurering kunne opfattes som en helhed.

Arbejdet startede med nedtagning af samtlige bemalede lærreder, som blev rullet op på store transportrør og transporteret til konserveringsværkstedet. Bag vægmalerierne viste sig opsatte spåntapeter sammenflettet af lange fyrretræsspåner, angiveligt opsat for at beskytte malerierne mod nedfaldende puds på bagsiden. Væg- og loftsmalerierne er malet på hørlærred sammensyet af baner på ca. en meters bredde. Maleriernes originale blændrammer er bevaret, og det samme er de håndsmedede sømbeslag, som loftsmalerierne er monteret med. Vægmalerierne har karakteristik af at være udført i en temperateknik, mens loftsmalerierne er malet i ren olieteknik. Konserverings- og restaurerings problematikken var ikke alene fordelt på en dårlig bevaringstilstand og sporene efter mange restaureringer, men også maleriernes store formater var en udfordring. Det største maleri måler 2,3 x 7,1 m.

I tofags rummet var alle vægmalerierne skjult bag ét lag papirtapet og 12 lag maling fordelt på fire bemalingsperioder. De mange malingslag blev fjernet mekanisk med skalpel, mens tapetet blev ladt tilbage som et beskyttende lag mellem skalpelbladet og det underliggende maleri. Tapetet kunne efterfølgende fjernes ved opfugtning af dets overflade. Maleriernes mange overmalinger og pigmenterede fernislag var ikke bevaringsværdige og blev i henhold til den opstillede målsætning
valgt fjernet. I sammenhæng med denne proces blev også en kraftig belægning af overfladesnavs fjernet. I overensstemmelse med målsætningen blev der, ved alle restaurerende indgreb på malerierne, udvist tilbageholdenhed, med indgreb der modificerer maleriernes autenticitet, og det var afgørende, at malerierne ikke blev forsynet med nye overmalinger i et forsøg på at udslette tidligere tiders forrensninger. Der blev derfor alene udført integrerede tilføjelser i områder, hvor bortfald af hele maleriopbygningen var erstattet med udkitninger, samt i områder hvor grunderingen var synlig, og alene hvor ingen fortolkningsfejl var mulige.

Den detaljerige stuk i den midterste sal blev afrenset med trykluft og lokalt forsigtigt med håndværktøj. Afdækningen afslørede, at stukken var håndmodelleret i kalkmørtel direkte på loftet, for til sidst at være blevet overfladebehandlet med kalkvand. Under afdækningen var det også muligt at konstatere, at stukken var udført med stor detaljerigdom. Enkelte steder var det nødvendigt at erstatte ældre rekonstruerede dele med nye, da rekonstruktionerne var ustabile og samtidig dårligt kunstnerisk udført. Stukken i tofags rummet blev blot afvasket med vand, da renseforsøg viste sig at indebære risiko for beskadigelse af loftet. Begge lofter blev afslutningsvis påført et tyndt, hvidt lag limfarve med sprøjte.

Træværket stod inden restaureringen gråmalet med mørkegrønt rammeværk på overvæggene omkring de mørke malerier. Med målsætning om at opsøge en tilstand af interiøret, hvor der opstod en aflæselig forbindelse til de intentioner, der lå bag dets tilblivelse, var det såvel restaureringsetisk som æstetisk korrekt at søge den helhed genskabt, som interiøret fremstod med omkring midten af 1700-tallet. Nyfarvesætningen tog derfor udgangspunkt i det tidspunkt, hvor paneleringen blev opsat. Den farvearkæologiske undersøgelse viste, at træværket umiddelbart efter dets opsætning havde fremstået i en lys gråblå oliefarve, en for perioden meget karakteristisk farve. Paneleringen i et tilstødende rum mod gaden blev også malet lys gråblå, mens væggene, der ikke var udsmykket med malerier, blev malet i en dyb gylden farve. Den gyldne vægfarve giver en dybde, der dels harmonerer med vægmalerierne i de to tilstødende rum, og dels har den samme farvetone, som det gyldenlædertapet rummet oprindeligt var udsmykket med.
Efter endt restaurering står rummenes udsmykning i såvel profilering som farver med samme skarphed, som de stod med fra midten af 1700-tallet.

Konserveringen og restaureringen af barokinteriøret i Forfatterforeningens lokaler i Strandgade 6, blev påbegyndt i 1999 og afsluttet i 2005. Projektet er udført for Kulturarvestyrelsen - med støtte fra Realdania - ved et tværfagligt samarbejde mellem konservator M.Sc. Bo Kjeld Kierkegaard og arkitekt maa Mette Maegaard. Projektet er publiceret i ARCHITECTURA nr. 29, "Tiden kalder sandheden frem", Kbh. 2007, Mette Maegaard Nielsen og Bo Kierkegaard.

Figur 1
Salen efter restaurering

Figur 2
Det lille rum før restaurering.

Figur 3
Det lille rum efter restaurering.

Figur 4
Efter nedtagning af vægmalerier og efter restaurering af spåntapet.

Figur 5
Afdækning af farvelag og tapet, samt fastlægning af farvelag.

Figur 6
Tværsnit fra maleri 1. Papirstapet på limlag over ferniseret originalbemaling.

Page: 1 2 3